Puk Damsgård om drab på IS-topfigur: Han var en af de tunge drenge

Abu Muhammad al-Adnani meldes dræbt i Syrien, oplyser det IS-affilierede nyhedsbureau Amaq.

Trump besøger Mexico før tale om indvandring

Præsidentkandidaten skal mødes med Mexicos præsident før imødeset tale onsdag i Arizona.

Otte biler brændt af i København

Politiet melder om endnu en nat med bilbrande i hovedstaden.

Hver fjerde pige i 9. klasse har risiko for en spiseforstyrrelse

Rigtigt mange unge piger har usunde madritualer eller er meget ofte på slankekur, viser en undersøgelse fra Børnerådets børn- og ungepanel.

JP mener: Løkke spiller stort ud

Så kom den længe ventede 2025-plan, der i den politiske debat efterhånden har opnået status som de tavler, Moses hentede ned fra bjerget. Sandheden er selvfølgelig, at det kan være mere end svært at se så langt frem i tiden med tanke på alle de uberegnelige, globaliserede og digitaliserede størrelser, der vil være en del af det samlede regnestykke. Men forsøget skal gøres, og der er kun grund til at kvittere højlydt for det oplæg til en 2025-plan, som i det seneste døgn er blevet præsenteret drypvis fra statsministeren.

At planen lanceres samtidig med, at det ordinære finanslovsforslag fremlægges, komplicerer tingene. Hvad er hvad, og hvorfor er nogle forslag en del af det ene og ikke det andet? Finansloven rækker et år frem, og 2025-planen skal signalere langsigtethed, men meget af det, der udskydes til 2025, burde gennemføres omgående – ikke mindst mange af skatteforslagene – men der er også en realpolitisk virkelighed på Christiansborg at tage hensyn til.

Vigtigst må være de mange rigtige tanker om, at hvis den danske model skal vise sig langtidsholdbar, skal incitamentet til at tage et job være markant større. At Lars Løkke Rasmussen nu omsider får udmøntet denne rigtige diagnose i et katalog af forslag, er 2025-planens største fortjeneste. Flere af de enkelte skatteforslag er ganske godt tænkt. Det gælder ikke mindst idéen om en topskattelettelse for lønninger op til én million kr. Så slipper man for at skulle forsvare sig mod de populistiske fordømmelser af, at whisky-bæltet ikke har brug for flere Ferrari’er.

Med op mod 800.000 danskere uden for arbejdsmarkedet – fraregnet folkepensionister og studerende – er spørgsmålet om arbejdsudbud helt afgørende. De demografiske ændringer i sig selv vil øge presset på de offentlige kasser yderligere, og det samme vil en fortsat tilstrømning fra ikkevestlige lande. Derfor handler det om at øge arbejdsmængden, men også produktiviteten i den offentlige sektor. Planen indeholder mange interessante bud på, hvordan det kan gøres.

Nu venter så det politiske spil på Christiansborg, og man kan såmænd blive helt træt allerede over de automatreaktioner, der lynhurtigt blev skrevet ud i både blå og rød blok. ”Velfærd frem for skattelettelser” har de socialdemokratiske spindoktorer sat som overskrift over partitoppens reaktion, og det virker som et bevidstløst ekko fra dengang, Helle Thorning-Schmidt ikke blev træt af at minde om, at skattelettelser kun gavner de ”aller-, allerrigeste” i dette land. Det er så primitivt, at det gør ondt; ikke mindst når man nærstuderer, hvem der i dag faktisk betaler topskat.

Lars Løkke Rasmussen har spillet modigt ud. 2025-planen er sine steder regulært visionær, mens den på andre stræk forekommer mere søvngængeragtig. Hvor er f.eks. det grundlæggende forsøg på et opgør med selve accepten af, at Danmark bare har verdens hårdeste skattetryk? Hvor er diskussionen om, hvordan det nuværende velfærdssamfund skal reddes med ind i den tiltagende globalisering?

Det bliver sikkert et højdramatisk politisk efterår. Lars Løkke kan ranke ryggen. Han har spillet stort ud, og ingen kan beskylde ham for på forhånd at fedtspille taktisk. På den måde er der en flot, lige linje tilbage til hans efterlønsudspil i 2011.

Det må briste eller bære. Hvis det brister, er valggrundlaget allerede på plads.

Modet til at tænke på næste generation og ikke kun næste valg er som bekendt, hvad der burde kendetegne flere politikere. Lars Løkke har gjort sit.

Rådmand vil forbedre busplanen

Når letbanen begynder at køre i foråret 2017, forsvinder ikke kun de buslinjer, letbanen gør overflødige. Samlet set må byen også sige farvel til 12 pct. af bybustrafikken, da der også vil blive skåret i køreplanerne på de buslinjer, der kører langt fra letbanen. Det skriver Århus Stiftstidende.

Årsagen skal findes i finansieringen af letbanen. Her er besparelser i bustrafikken en del af budgettet for driften af letbanen, men takket været en ny aftale mellem Aarhus Sporveje og teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (S) er der blevet råd til bedre køreplaner på nogle af de trængte ruter. Aarhus Kommune får i den nye kontraktaftale en besparelse på 8 mio. kr.

I dag skal byrådet behandle forslag til trafikplanen, og Kristian Würtz foreslår, at besparelserne bliver brugt på forbedringer af trafikplanen.

»Det er vigtigt, at vi lader pengene blive i den kollektive trafik, og at vi skaber forbedringer med dem. På den måde bliver det muligt at imødekomme flere af de ønsker og forslag, der er kommet fra borgerne under den offentlige høring,« siger Kristian Würtz til Stiften.

»Husk Solbjerg«

Besparelserne i bustrafikken er også noget, der har bekymret flere af byens borgere, særligt dem der bor omkring Solbjerg, fremgår det af rådmandens Facebook-profil, hvor flere skriver: »Husk Solbjerg«.

Til dem har rådmanden et positivt svar:

»For det første lægges der op til, at den nye linje 17 får en mere direkte rute til Aarhus C gennem Holme. For det andet bliver der to afgange hhv. morgen og eftermiddag på linje 202, som fortsætter mellem Viby Gymnasium og Rutebilstationen,« skriver Kristian Würtz på sin profil.

Dog er der stadig kun tale om et forslag.

JP Aarhus mener: Mindernes park

Aarhus har mange herlighedsværdier, og Mindeparken hører til blandt de herligste. Den ca. 30 tønder land store grønne oase ligger med dronningens fritidsbolig, Marselisborg Slot, i ryggen, og foran er der smuk udsigt over Aarhusbugten – fra vandkanten kan man på gode dage ane Helgenæs og Skødshoved lidt til venstre og Samsø til højre. Mindeparken har til den ene side skoven som nabo, til den anden et af byens flotteste – og dyreste – boligkvarterer.

Det lyder alt sammen som ren lykke og idyl og burde vel også være det. Men som senest i lørdagsavisen gør en læserbrevsskribent, Kamma Ankjærø, opmærksom på, at der er slanger i dette paradis i Aarhus. I debatindlægget udtrykkes utilfredshed med den mangel på respekt for mindesmærket i parken, som en tiltagende tivolisering med motionsløb, bilræs og markedsgøgl afspejler.

Parken ser ikke godt ud dagen efter, men det gør den ofte heller ikke efter almindelig brug.

Kamma Ankjærø har en pointe i sin kritik, men forståelse af den kræver nok et historisk tilbageblik. Marselisborg Mindepark åbnede i 1925 og var tænkt som samlingssted for udenlandsdanskere, der var hjemme, men på grund af 4. juli-arrangementerne i Rebild Bakker fandt intentionen aldrig fodfæste. I stedet blev Mindeparken en anden slags mindepark, da man i 1934 afslørede et monument til minde om 4.140 danske sønderjyder, der faldt i tvungen tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. Omkring monumentet ligger bl.a. Rømerhaven, Donbækhaven med Donbækhusene og rododendronskoven. Alt sammen bidrager det til at gøre Mindeparken til en unik grøn oase, som folk da også gennem årene har taget til sig og benytter i rigt mål. Her har man madkurven med, her grilles, her spilles bold, her leges og motioneres på de dertil opstillede redskaber. Mindeparken er også det sted, som mange aarhusianske skoleelever tager hen på årets sidste skoledag. Parken ser ikke godt ud dagen efter, men det gør den ofte heller ikke efter almindelig brug.

Selv om den i sin oprindelse var ment som et sted til eftertanke, og hvor man viste respekt, kan man godt forstå, at mange gerne vil slå sig løs i Mindeparken, hvad enten det er med madkurv eller sixpack. Men det er også forståeligt, at filmen så at sige knækker for mange, når Mindeparken inddrages til direkte kommercielle formål, hvad enten det er Classic Race, DHL Stafetten eller Zirkus Nemo – ja, sidstnævnte optager i sandhedens interesse kun et hjørne af parken. Kamma Ankjærø slutter sit debatindlæg således: »Det var sønderjyden og journalisten Erik Svensson, der engang skrev: »Byrådet har ansvaret for Mindeparken.«

Ja, byrådet har ansvaret for Mindeparken, men man fornemmer, at et flertal i byrådet efterhånden har solgt sin sjæl til såkaldte events, hvad enten det er koncerter, motionsløb, bilræs eller markeder og andet gøgl. I Aarhus er et af mantraerne ”rethink”, men det ville klæde byrådet blot at give brugen af Mindeparken en eftertanke. Har monumentet for de faldne i Første Verdenskrig mistet sin betydning i tidens tiltagende historieløshed, hvorefter Mindeparken står over for den endegyldige tivolisering? Forhåbentlig ikke.

Bluesfest på Boozestervig

»Vi har spillet de samme numre i 24 år. Er det ikke dejligt?«

»Jooooooooohhh.«

Forsanger Rune Herholdt får det forventede svar fra et tætpakket telt på Pustervig Torv, og et par minutter senere er teltet igen ved at koge over, da folket sætter fuld skrue på omkvædet til ”Ghostriders in the sky”.

»Yippie I aye, yippie I ohhh ohh, ghostriders in the sky.«

Det er fest, og det er festuge, og det er tradition med stort T, for selvfølgelig spiller Booze Brothers også i år på Pustervig Torv – eller ”Boozestervig”, som bandet kalder stedet.

Booze Brothers

Aarhusiansk Blues

  • Brothers-band startet i 1989.
  • De faste 10 medlemmer er:
  • Rune Herholdt, vokal
  • Morten Skott, guitar
  • Jesper Berg, trommer
  • Søren Graversen, orgel, keyboard & kor
  • Mikkel Fisker, bas
  • Jan Morre, trompet & kor
  • Peter Rasted, trompet & kor
  • Henrik Nuchel, trækbasun & kor
  • Michael Nielsen, tenorsax & kor
  • Nikolaj Schneider, barytonsax & kor

Sådan er det, og sådan har det altid været – i hvert fald i de seneste 24 år.

»Jeg mener, at vi spillede der første gang i 1993. Og siden har vi spillet der hvert år,« siger guitarist Morten Skott.

Han er det ene af kun to medlemmer, som har været med helt fra bandets start i 1989. Den anden er saxofonist Michael Nielsen.

»Ride, Sally, ride,« lyder det nu i teltet til klassikeren ”Mustang Sally”, som vist ikke er et rigtigt Blues Brothers-nummer, men det passer fint i blues/soul-stilen, og sanger Rune Herholdt, der til daglig er gospelinstruktør og leder af Aarhus Gospel Singers, arrangerer trestemmigt kor blandt publikum.

Mindst trestemmigt, kunne man godt tilføje, for ikke alle gæster rammer tonen helt rent, når fadøllen også skal passes.

For de 10 mand på scenen – fem blæsere og fem i rytmegruppen – er festugejobbene på Pustervig en fest af de helt særlige.

En vild stemning

»Det er jo mega fedt, for der er en vild stemning i det telt. Der er mange gengangere hvert år, men der kommer også nye til, som finder ud af, at blues stadig holder hele vejen. Rigtig mange, også unge, søger det ærlige og det levende i musikken for tiden, og det har blues- og soulmusikken,« siger Rune Herholdt.

Som musiker har han intet problem med at spille de samme numre hvert år med Booze Brothers.

»Det kan være befriende, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang. At man ikke altid skal være firstmover. Hvis det var det eneste, jeg spillede, kunne det måske godt blive kedeligt, men vi spiller jo alle sammen også andre ting ved siden af,« siger Rune Herholdt.

Som juleaften

Guitarist Morten Skott elsker både det gamle og det nye.

»Booze Brothers på Pustervig i festugen er lidt som juleaften. Det er fedt, at festugen viser nye ting hvert år, men også fedt, at der stadig er plads til traditionerne,« siger han.

Hat og briller er en fast tradition for mange Booze Brothers-fans. Foto: Tobias Nicolai

Det samme mener festugechef Rikke Øxner.

»Traditionerne er vigtige i festugen, og det behov dækker Pustervig fint, hvilket vi er glade for, men folk skal også gerne opleve noget nyt hvert år, så vi både får de faste holdepunkter og det frie fald. Man kan måske sige, at festugen som et bryllup skal have noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt,« som hun siger.

Det gamle og det blå er der i hvert fald, og nu koger bluesteltet igen.

»Back to that same old place – sweet home Chicago.«

På scenen viser Rune Herholdt bandets plakat frem med to små drenge med solbriller og hat, der ser ret seje ud på deres trehjulede cykler.

Det sjove ved plakaten er, at en af drengene på billedet faktisk er dagens trommeslagerafløser, Frederik Rasted, der siden er blevet færdig med gymnasiet og i øvrigt er søn til bandets trompetist Peter Rasted – og en absolut glimrende trommeslager.

På den led er bandets generationsskifte måske allerede sikret, så Booze Brothers også kan stå i det telt om yderligere 24 år. Og holde festugetraditionen i hævd.

Professor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: Forkerte valg kan få fatale konsekvenser

Det internationale samfunds fællesskab er truet af nationalistiske og demagogiske strømninger. Kravet lyder i USA, i Europa og i Danmark om mere magt til nationalstaterne. Der må tages et opgør med EUeliten, Washington-eliten og Wall Street-eliten.

Handelsaftaler og internationale flygtningeaftaler kræves opsagt. Der skal oprustes på det militære område, så truslerne fra Rusland og Kina kan mødes med, at vi truer dem lidt mere. Men træffer vi de rigtige valg? Det, der virker rigtigt i dag, kan vise sig at være katastrofalt forkert. Historien giver nogle læreeksempler.

Første Verdenskrig var et komplekst resultat af fejlbeslutninger og en oppisket folkestemning. På få dage forsvandt krigsmodstanden og blev afløst af jublende soldater på vej til den gloriøse front.

I nogle af de tyske soldatertog sang man sågar ”Internationale” på vej til forsvar for nationalstaten, fortæller Adam Hochschild i bogen ”Aldrig mere krig”. Demagoger og nationalistisk retorik kastede verden ud i en katastrofe.

Hvis vi fjerner de søjler, der bærer den internationale retsorden og institutioner, risikerer vi nye fundamentale fejl- beslutninger i udenrigspolitikken.

Den amerikanske historiker Barbara Tuchman analyserer i sit klassiske studie de monumentale historiske fejlbeslutninger. Det er, når vi træffer valg, der er imod vores egne basale interesser. Selvom der er alternative muligheder og rådgivning, der advarer mod beslutningen, vælges den forkerte politik.

Tuchmans andet eksempel er pavernes uvillighed til at komme reformationens kritikere i møde i starten af 1500-tallet med katastrofale konsekvenser for den katolske kirke. Årsagen her var magtblindhed. Paverne var overbeviste om, at intet kunne udfordre dem og kirken.

Hun analyserer også USA’s beslutning om Vietnam-krigen. Hun påviser, hvordan angsten for kommunismen førte USA til gradvist at engagere sig mere og mere og til sidst led et totalt nederlag.

USA’s og Danmarks beslutning om at invadere Irak og afsætte Saddam Hussein, opløse hæren og opbygge en ny stat er et nu dokumenteret eksempel på en afgørende beslutning, der blev truffet på et fejlagtigt grundlag. Den britiske Chilcot-kommission konkluderede for nylig, at Irak-beslutningen blev skubbet frem af dårlige rådgivere, der totalt undervurderede konsekvenserne af opløsningen af den eksisterende stat i Irak. De tragiske følger ses i dag i byer som Mosul og i Aleppo, Syrien, hvor menneskers liv bliver rykket op med rode.

Hvad kan vi lære af de historiske fejltagelser og deres årsager? Tuchmans konklusion er sammensat. Folkestemninger kan skabe blindhed som op til Første Verdenskrig. Dårlige rådgivere kan føre til fejl som i Vietnam og Irak. Tro på egen usårlighed, magtfuldkommenhed og demagogers kortsigtede folkeforførelse spiller også ind.

I øjeblikket breder der sig en stemning af ”vi ved bedst” i mange lande.

Internationale regler, handelsaftaler, flygtningekonventioner og hele FN- og EU-systemet sættes under angreb. Man forkaster fælles aftalte normer om ligebehandling og byrdefordeling, som international sikkerhed bygger på.

Fra Donald Trump i USA over Marine Le Pen i Frankrig, Putin i Rusland til Kina er omkvædet det samme. Man accepterer ikke hverken den internationale domstol, EU’s regler for det indre marked, internationale grænser eller bilaterale aftaler med Mexico.

Mod og kløgt

Også i Danmark lyder der røster om genforhandling af konventionerne og om EU’s utilstrækkelighed og FN’s uduelighed. Det glemmes, at hvis vi fjerner de søjler, der bærer den internationale retsorden og institutioner, risikerer vi nye fundamentale fejlbeslutninger i udenrigspolitikken.

I en tid, da folkestemninger og folkeafstemninger gives større plads i udenrigspolitiske beslutninger, er politikernes ansvar særlig stort.

Det er let at slå på den store tromme. Det kræver mod og kløgt at træde op imod ” de nationale interesser”.

Hans-Henrik Holm er professor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ebola bliver i mænds sæd i op til 565 dage

Ifølge studie af mænd i Liberia kan det frygtede ebolavirus holde til i kroppen lang tid efter raskmelding.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and Themater
Bitnami